Afhandlingen forsøger at afdække filosofiens funktion og relevans i en religionsdidaktisk sammenhæng med udgangspunkt i den filosofididaktik, der er blevet udviklet i en international sammenhæng med fokus på filosofiundervisning af børn. Afhandlingens grundlæggende påstand er, at netop filosofididaktikken – omsat i en religionspædagogisk sammenhæng – vil kunne medvirke til, at børn kan udvikle en sensibilitet overfor religion forstået som en sans for den tænkning, der er en immanent del af religiøse livsanskuelser, og herigennem lære dem at forholde sig mere reflekteret og dermed kvalificeret til de problemstillinger og temaer, der er forbundet med en religiøs tydning af tilværelsen.
På baggrund af det samlede billede af filosofididaktikken argumenteres der mere indgående for, at det er muligt at se tematiseringen af viden og erkendelse som et bærende element i denne didaktik, der fokuserer dens bidrag til religionsdidaktikken i en erkendelsesteoretisk profil. Ved at anvende filosofien på denne vis, når der undervises i religion, bliver der således også tale om mere end blot at gøre religion til et tema for filosofien. Filosofien kommer til at definere selve religionsdidaktikkens og -undervisningens profil og dermed også denne didaktiks og undervisnings samlede dannelsesmæssige potentiale.

Resumé