TPC logo

TPC - TEOLOGISK PÆDAGOGISK CENTER - LØGUMKLOSTER
Præstehøjskolen Folkekirkens Pædagogiske Institut

Tredje tekstrække

- alternative forslag fra NT og GT til hver søndag

Arbejdsgruppens arbejde skal resultere i udgivelsen af en bog under arbejdstitlen Tredje tekstrække.

Bogen skal indeholde en tekst til hver søndag og helligdag i kirkeåret (ca. 60 tekster i alt). Tredje tekstrække er tænkt som et supplement til Den Danske Alterbog – ikke som en form for tillæg eller alternativ. Mens Alterbogen og dens første og anden tekstrække finder anvendelse ved Højmessen som autoriseret liturgisk ordning, er det tanken, at en tredje tekstrække kan være til inspiration på andre tidspunkter og steder i kirkens liv og virke, for eksempel ved andre former for gudstjeneste, kirkelige handlinger, andagter og lignende.
Bibelen indeholder en mangfoldighed af tekster, der på den ene side er meget forskellige, og på den anden side også danner en fast enhed. Nogle af teksterne bliver ofte brugt, hvorimod andre sjældnere finder anvendelse i en kirkelig sammenhæng.

Derfor håber vi, at vi ved hjælp af denne bog kan inspirere præster til at anvende og tage udgangspunkt i et bredere udvalg af de bibelske tekster. Med et bredt udvalg menes der et udvalg, hvor der naturligvis både er tekster fra Det Gamle og Det Nye Testamente, men også en samling af tekster, hvor de forskellige bibelske genrer er repræsenteret.

Tredje tekstrække skal ikke blot indeholde et udvalg af bibelske tekster. Tekstrækken skal være en kommenteret tekstrække forstået på den måde, at hver enkelt tekst efterfølges af cirka en sides kommentarer – herunder begrundelsen for og de overvejelser, der ligger til grund for valget. Det er vigtigt, at der i arbejdet med udvælgelse og kommentering af de enkelte tekster er åbenhed i forhold til spørgsmålet om teksternes anvendelse.

Kriterier for udvælgelse af teksterne:
- Der skal være et bredt udvalg af tekster fra både Det Gamle og Det Nye Testamente
- De forskellige genrer skal være repræsenteret: Historie, lov, poesi, visdom, profeter, evangelier, brevlitteratur og apokalyptik.
- Teksterne fra første og anden tekstrække skal ikke gå igen i dette udvalg.

Arbejdsmetode:
Tekstudvalget skal foretages og begrundes af en arbejdsgruppe på syv personer, der arbejder sammen i mindre grupper. Arbejdsgruppen er sammensat ud fra den tanke, at det i denne sammenhæng er vigtigt at inddrage folk med forskellige faglige baggrunde og erfaringer med bibelteksten. Vi vil også bede deltagerne om på forhånd at overveje hvilke kompetencer de hver især mener, at de kan bidrage med i arbejdet.

Arbejdsgruppen skal mødes tre gange i Løgumkloster tre dage ad gangen, hvor gruppen kan arbejde intensivt med projektet. Det er planen, at der afholdes arbejdsgruppemøder en gang i efteråret 2009 og to gange i foråret 2010. 

Arbejdsgruppe

Sognepræst Lasse Rødsgaard Lauesen, sognepræst Michael Brautsch, sognepræst Peter Nejsum, lektor Leise Christensen, sognepræst Ane LaBranche, sognepræst Birgitte Graakjær Hjort og sognepræst og ph.d. Mette Behrndtz